Af Viggo Sinding
Hvis man spoler tiden tilbage til 2011, ville man kunne opleve Yorgos Lanthimos modtage sin første Oscar-nominering for Dogtooth (2009) i kategorien for Bedste Udenlandske Film. Siden da er nomineringerne (og sejrene) blevet flere for den græske pioner, som senest blev hædret med fire Oscar-statuetter for Poor Things (2023).
Dog virker det alligevel til, at frontfiguren for den græske weird wave skuer tilbage mod sit tidligere arbejde i sin seneste film. I Kinds of Kindness (2024) kan man opleve Lanthimos holde sig til sine mesterlige rødder og minde os om, hvad han gjorde med Dogtooth – at vi alle er onde poser af kød og vand, som er underlagt dyriske instinkter.
Filmen er en trilogi af fortællinger med usammenhængende plots. Dog deler de alle sammen omtrent det samme cast og en linse, der reflekterer over temaer som kontrol, magt, kærlighed og sex. Den første fortælling, The Death of R.M.F., følger Robert (Jesse Plemons), som forsøger at bryde fri fra den forvrængede dynamik, han deler med sin chef, Raymond (Willem Dafoe). Næste er R.M.F. is Flying, hvor en forsvundet kvinde, Liz (Emma Stone), vender tilbage til sin mand, Daniel (Jesse Plemons), som mistænker, at hun ikke er den samme person. Derefter sløjfes der med R.M.F. Eats a Sandwich, hvor Stone og Plemons spiller kultmedlemmer, der jager en kvinde, som kan genoplive de døde.
Alle tre udspil er doseret med en ligelig mængde nihilisme, foruroligende scener, tør humor og fantastisk skuespil.
Juryen i Cannes erklærede sig i maj enige i det sidstnævnte punkt, da de tildelte prisen for bedste skuespillerpræstation til Jesse Plemons, som subtilt behersker leveringen af deadpan-humor uden at spænde en eneste ansigtsmuskel. Lanthimos mere hyppige samarbejdspartner, Emma Stone, er også stadig yderst kompetent, kropsligt udtryksfuld og en ægte scenestjæler.
I R.M.F. Eats a Sandwich kan man blandt andet opleve Stone drifte rundt i en lilla Dodge Viper eller udføre en sejrsdans til Brand new Bitch med den selvproklamerede BDSM-popkunstner Cobrah. I sådanne øjeblikke er det svært ikke at læne sig tilbage i biografsædet og klappe i hænderne af begejstring over den græske instruktørs gakkede og syrede idéer.
Og med en spilletid på næsten tre timer får publikum da også rigeligt med tid til at fordøje den absurde stemning. Dog er det valget af en tredelt struktur som forhindrer filmen i opnå den samme intense følelse af surrealistisk ubehag som Dogtooth eller The Killing of a Sacred Deer (2017).
Selvom det tydeligt fremgår, at Lanthimos stadig mestrer sin unikke stil og evne til at skabe dybt foruroligende fortællinger, kunne man i Kinds of Kindness ønske sig endnu mere tid til at udforske de forskellige fortællingers mørke og kringlede afkroge.
Yorgos Lanthimos fortsætter med Kinds of Kindness sin bemærkelsesværdige udforskning af det menneskelige mørke. Med hjælp fra en række imponerende præstationer og en stor stilsikkerhed cementerer Lanthimos sin evne til at skabe foruroligende, men gribende kunst. Selvom filmens tredelte struktur begrænser dens potentiale, leverer den stadig en unik, surrealistisk oplevelse, som ikke vil forlade publikum ubemærket.
Kommentarer